Skip to main content

Grunden

Som omtalt i afsnittet om ejendommens historie er grunden til ”Grynæs” udstykket fra ”Grynæsgård” for snart 100 år siden. Grunden var kun 2.500 m2, men for nogle år siden lykkedes det at købe det 12.500 m2 store jordstykke mellem grunden og stranden, så der nu hører godt 15.000 m2 grund til ”Grynæs”.

 

Grundens anvendelse

Arealet fordeler sig med 2-3.000 m2 græsplæne, urtehave med højbede, en gammel frugthave, en lille smule skov og ca. 12.000 m2 uopdyrket mark. Halvdelen af det uopdyrkede areal er eng, der ifølge Naturbeskyttelsesloven er karakteriseret som særlig følsom og dermed beskyttet mod opdyrkning.

Her finder man en række karakteristiske planter, bl.a.  blæresmælde, draphavre, fløjlsgræs, mark-frytle, vellugtende gulaks, gåsepotentil, blød Hejre, håret høgeurt, almindelig kongepen, vild kørvel, bidende ranunkel, lav ranunkel, eng-rævehale og lancet vejbred.

 

Vandekæret

I skellet mod syd finder vi ”vandekæret”, et lille vandhul, hvor der er vand året rundt. Ad den lille sti, der fører op til vejen trak bønderne på de 4 ejendomme på Nabben i tidligere tid deres køer til vandekæret morgen og aften, så de kunne slukke deres tørst i frisk vand.

Stierne

På Grynæs er der ca. 700 meter græsstier. Det passer lige til en frisk morgen - og aftentur eller måske bare en tur ned at stå på broen og nyde roen et par minutter. Stierne har også dannet rammen om mange "walk and talk" møder, og faktisk er der holdt mange timers telefonmøder med kolleger og kunder fra hele verden her. 

Fuglelivet

Kombinationen af skov, eng, store vådområder, åen, uopdyrkede markarealer, have og ikke mindst havet på samme sted giver formidable muligheder for rigtig mange fuglearter.

Blandt de hyppige observationer er bl.a. havørnen, den røde glente, rørhøgen, sølvhejren, flagspætten, viben, sangsvanen og mange flere.

Blandt de mere sjældne arter, ser vi en gang imellem grønspætten, tranen, isfuglen og fiskeørnen.